Yndlingsvarer til mit triste kontor

Yndlingsvarer til mit triste kontor

Jeg må jo indrømme, at jeg kommer godt rundt i genbrugslandskabet, og at jeg også gerne køber et par varer selv – gerne både smukke og anvendelige ting. Når man kommer ind i en genbrugsbutik, kan det godt betyde noget for købet, om man som kunde kan se tingene i sine egne omgivelser. Nogle kunder skal have lidt assistance af butiksindretningen, men jeg kan sagtens hive ting op af en rodekasse og umiddelbart se, hvordan den mon passer hjemme hos mig.

Jeg kigger altid først på materialerne og på, om en ting fremstår med godt design. Nogle gange er det en indikator på, at tingene faktisk er noget værd.

I Mission Afrika Genbrug udføres der et dygtigt stykke arbejde for at prissætte vores varer rigtigt, og vi tager os – ligesom alle andre kræmmere – betalt for godt design, men vores varer er stadig alle rimelige i pris. Mission Afrika Genbrug er besluttet på at tilbyde vores kunder gode fornuftige priser, men vi er også en forretning, der skal drives for at give et solidt overskud.

Penholder i glas:
Penholderen er ikke gammel, men det er stadig en fin ting til skrivebordet. Den er både dekorativ og reflekterer samtidig lyset, hvilket giver lidt liv på skrivebordet. Mit kontor kunne godt trænge til en alvorlig genbrugs-overhaling. Jeg har de sædvanlige kedelige og u-inspirerende kontormøbler, og penholderen hjælper mig til at huske, at der er en verden af sjove, smukke ting derude i genbrugsland.

Broderet pude – monteret med velour:
Broderi er en af de helt vildt oversete varer i genbrugsbutikkerne. Vi har rigelige mængder af fortidens håndarbejde inklusive masser af broderiarbejde fra Håndarbejdets Fremme. Tingene er selvfølgelig alle håndlavede, og her ligger noget af værdien. Tænk, at man for små penge, ofte meget mindre end det materialerne kostede, kan købe varer, der ikke er fabriks-producerede, men håndlavede. Her på billedet ses en pude, sikkert broderet og monteret i 1950’erne. Den holder formen, og er fuldstændig pletfri. Den pynter både derhjemme og i kedelig kontormøbler, der mangler liv og energi. Puderne går godt til hjem med et eklektisk boheme-præget look. Kig efter broderier næste gang du handler genbrug.

Penholder i glas – 25 kroner fra butikken i Herning

Broderet pude – 30 kroner fra butikken i Ålborg V

Mit triste kontor!

Mere fra mit triste kontor!