Jeg ryddede op i en stak blade denne weekend, og øjnene faldt på et boligtip i Femina fra Signe Wenneberg.
Overskriften til hendes råd var: Genbrug, Genbrug, Genbrug. Hun indleder med at sige: Mit bedste boligtip er at tænke i genbrug.
Du kan læse hendes input her: https://www.femina.dk/bolig/tips-ideer/5-kvinder-mit-bedste-boligtip
Det er netop afsættet i tankerne om bæredygtighed og hensyn til budgettet, der gør genbrug så fantastisk, og det er her, min nye blog kommer ind i billedet.
Hvis du shopper genbrug, så ved du, at der er mange aspekter i den måde at handle på. Min blog vil give inspiration til, hvad man skal kigge efter, og også byde på gæsteindslag fra andre genbrugs-fans.
Mit arbejde som leder af Mission Afrika Genbrug bringer mig rundt i hele Danmark, og det står godt til derude i butikkerne.
Også når det kommer til vores garderobe, giver genbrug mening. Der er mange varer på hylderne. I Danmark har vi et godt tag i at genanvende og i værdien af både at klæde os i og at indrette med brugte ting, samtidig med at vi holder et skarpt øje på design.
Det giver tusindvis af lækre danske hjem, hvor der bliver brugt tusindvis af timer på at opbygge relationer med fokus på familie og venner.
I mit eget hjem er der meget genbrug, og jeg har altid en liste i baghovedet af ting, jeg er på jagt efter. Lige nu jager jeg for eksempel et kæmpe dejfad i keramik. Det skal være stort nok til at hæve en kæmpe omgang bolledej.
Hvis du har inspiration til bloggen, til genbrug, til indretning, og/eller ideer til artikler, så hører jeg gerne fra dig. God fornøjelse og god handel.