I tirsdags var konsulenten Line og jeg i butikken i Skive for at lave lidt om i butikken. Det blev en dejlig dag med hyggeligt samvær med mange frivillige. I løbet af dagen havde jeg mulighed for at røre ved hundredvis, måske tusindvis af genbrugsfund, mens vi intenst arbejdede med sortering, re-design og oprydning.
Da vi var på vej ud til vores biler måtte jeg pludselig tilbage, for at købe den lækre lysestage på billedet nedenfor. Den er 16cm høj og vejer godt til. Den er i norsk tin og er i sær lækker fordi den både har plads til tynde og tykke lys. Den lille sølvbakke røg også med for 5 kroner. Jeg har vist lysestagen med et fyrfadslys, fordi det er sådan den kommer til at stå på vores spisebord.
Butikken i Skive er noget særligt. Den er fyldt med dejligt genbrug både lækkert tøj, ting og sager og møbler. Nyligt er der også kommet lidt godt kunst ind fra et lokalt dødsbo, og ligeledes er der et par retro skilte fra forretninger i området. Skiltene er i metal og sikkert fra 50’erne.
I butikken fik vi arbejdet meget med vinduerne. De fremstår nu som en super showcase for de mange ting og sager i butikken.
Når man bor i trekantsområdet er der rimelig langt til Skive, men turen er det hele værd. Faktisk er der mange butikker derude i Danmarks kroge, som er utrolig lækre og ofte meget billigere end dem i storbyerne. Så måske får du lyst til en dejlig køretur.
Min lysestage er det jeg vil kalde et 10er-fund. Det er en 10’er på en skala fra 1 – 10. Lysestagen kommer med i gruppen af de fund jeg aldrig skiller mig af med igen. Ovenfor ses den mens den stadig stod i vinduet, lige inden jeg gik ind og købte den.